Someday your prince charming will come. Most just took a wrong turn, got lost, and are too stubborn to ask for directions.

En gang Humble, altid Humble

Et lille indlæg sidste uge, et større indlæg nu.

Det er svært at indse, men nu er den sidste tid kommet, og den sidste tid på Humble er gået på hæld. Det er sgu ikke helt nemt at finde de rigtige ord for følelsen sidder dybt inde i maven. Bare i dag læste jeg et indlæg Lærke havde skrevet om afslutningen, og mine øjne fyldtes med vand. Jeg troede ellers ikke jeg kunne mærke det så dybt endnu.

I virkligheden er jeg en lille ripoff, men hvad skal man gøre når man har meget talentfulde venner?

Jeg har tænkt meget over hvordan det skal gå mig, når vi stopper. Jeg skal for første gang bo i Odense, sådan rigtigt. Jeg starter på gymnasiet. Mine forældre kommer meget tæt på igen...

Jeg tror i virkeligheden at jeg er klar til det. Klar til at vise hvad jeg kan uden for efterskolens trygge rammer. Jeg er klar til at møde nye mennesker og få en hverdag op og stå. Jeg er klar.

Alligevel gør det så fandens ondt.

Jeg har et kæmpe stor stykke lærertyggegummi i min mave. Det klistrer sig til min mavesæk og presser på min hals. Det kører rundt og op og ned og holder mig fast. Det er ligesom når man har læst et virkelig godt kapitel i en bog, eller set et virkelig godt afsnit af en serie. Man vil virkelig gerne videre for at se hvad der sker, men en lille smule af ens bevidsthed bliver hængene og dvæler ved tanken om at blive for altid.

Metaforer er gode når svære ting skal beskrives. 

Lærke der dømmende stirrer på Lasse, når han laver sine åndsvage stunts, Klara der skriger alt for højt, Kathrine der flygter fra Peter, Spartaeventyr med Frederik, bordfodbold med Lærke og Morten, Axel, René og Pfeffer der sidder på Axels værelse og spiller LOL. Det er de små ting. 

(Lærke skal aldrig læse det her, da hun har skrevet noget der ligner - bare lidt bedre... ups. http://marieheden.blogspot.dk/)

Gammel, men god

Enden nærmer sig med hastige skridt

Nu er der ikke lang tid tilbage. På den ene side er det rart, men på den anden side er det ganske forfærdeligt. Væk fra drama, dårlig mad, (forhåbentlig) identitetskriser, væk fra gode venner, fantastiske lærere, god stemning. Jeg kommer til at græde så meget når det hele ender. Allerede nu begynder der at danne sig en tom følelse i min mave. Ej hvor bliver det hårdt!