Dude, you're so deep

Nogle gange ik? Så bliver man bare så fandens dyb, og man aner ikke hvor man skal gøre af det, for man kan jo ikke bare gå ud i verden og tvinge folk til at høre på ens lort. Jeg tror det er derfor folk skriver i dagbøger, eller hvad man nu lige gør. Jeg tror også det er derfor folk bliver forfattere, kunstnere eller sangskrivere. Man maskerer simpelthen sine problemer som kunst og så bliver folk nødt til at lytte til det.
Det er egentlig ret godt tænkt!

Stop!

Stop med at referere din fucking kæreste som "ham den dejlige"! Han har sgu da forhelvede et navn!

Lad nu vær!

Nogle gange skal man bare trække vejret og tænke: "Lad nu vær! Du har det jo ret godt". Det glemmer jeg bare ret tit... 

Det at give slip

Jeg tror faktisk jeg er klar til at give slip. Savnet er på en måde blevet mindre og det er blevet nemmere. Jeg har allerede skrevet om det, men jeg tror det er vigtigt for mig at slå fast, at efter besøget på Musikefterskolen i Humble, så er jeg endelig klar til at komme videre.

Et tilbageblik

Når jeg kigger tilbage er der mange minder jeg ville ønske jeg kunne genleve. Masser af ting jeg ville have gjort og en hel del jeg ville have gjort anderledes. Men i virkeligheden er det ikke det det handler om. Når jeg kigger tilbage ser jeg det som en helhed der ikke ville have været den samme hvis jeg havde ændret det, og som bestemt ikke ville være det samme hvis jeg gjorde det igen.
Når det er sagt skal jeg lige trække vejret en ekstra gang når jeg ser på alt det nye. Det er ikke det samme, men på en måde er det alligevel.
Musikefterskolen i Humble er hvad det er og det kunne jeg aldrig finde på at lave om på.

Jeg er klam

Hæhæhæ. Jeg er en klam lille stalker.

Ting

Folk forventer at jeg ved ting. Fordi det er det jeg kan og det er sådan det virker. Hende der, hun ved ting. Men hvad sker der når jeg ikke ved det? Hvad sker der når jeg ikke har svaret? Er jeg så alene?

6 minutters lykke

http://www.youtube.com/watch?v=Gf1h2PMPCAo

Sådan er det

Prøv lige at hør her! Jeg har det jo egentlig meget godt. Det må jeg lige slå fast. Jeg klynker alt for meget, men lige om lidt (når jeg har fundet de rigtige ord) så kommer der et opslag om starten på mit liv som gymnasiestuderene. Eherm... ja!

Det skal siges!

Okay jeg havde en idé til det uundgåelige indlæg, men jeg udsætter det lige lidt for jeg fik en anden idé. Jeg vil fortælle dig noget.
Jeg har brug for dig.
Jeg har brug for at du fortæller mig alle dine pinlige øjeblikke, og at jeg fortæller dig alle mine.
Jeg ved du har det hårdt lige nu, men det har jeg også!
Og det ville gøre det lidt nemmere hvis du ikke var så langt væk hele tiden.
Så... gør et eller andet!
Jeg har brug for dig

Genialitet

Jeg ville bare lige dele et genialt citat fra en god ven:
"At gå fra efterskolen til gymnasiet, er som at have levet i bon-bon land i et år, og så tage direkte hjem til mormor for at bo der i tre år..."

Skrid..

Det var ikke rigtig det her jeg ville. Det var ikke sådan det skulle være. Du prøver ikke engang, du er ligeglad. Jeg er stoppet med at prøve, for det hjælper ikke noget. Nu er det bare sådan det skal være. Men nu hvor vi har besluttet det, kan du så ikke lige smutte ud af mine drømme?

En følelse

Hvad er en følelse? Og hvad er den her følelse?
Det er jo ikke noget man kan tage og føle(høhøhø) på.
Jeg tror ikke det bliver det samme igen.
Det tror jeg heller ikke jeg vil have det bliver.
Men den følelse går ikke væk lige med det samme.

Et år er gået..

Som jeg langsomt bladrer igennem min lettere hærget mindebog, begynder tankerne at flyve. Jeg kan huske meget lidt fra den første dag, men jeg kan huske at jeg var mere end overvældet. Nye mennesker, nye lugte, nye indtryk.
Når jeg kigger på alle kasserne og poserne, jeg endnu ikke har pakket ud, danner dig sig en klump i min hals. Hvis jeg tænker videre over det, kan jeg mærke at klumpen bliver til tårer i mine øjne, og jeg må synke flere gange for at få dem væk.
Jeg tænkte i starten, vil jeg nu få noget ud af det her, eller bliver det et lalleår med folk jeg egentlig ikke har noget tilfælles med. Nu sidder jeg og har svært ved at finde ord til at beskrive hvordan jeg har det. Det er som om - og nu bliver det rigtig plat - at Musikefterskolen i Humble har ændret mig for altid. De mennesker jeg har mødt har haft så stor en indflydelse på mig, at jeg ikke kan klare tanken om at de ikke længere er en del af min hverdag.
Jeg kigger rundt, lytter. En enkelt bil kører forbi udenfor, ellers er her helt stille. Jeg plejede at nyde den, men lige nu er stilheden for stor. Jeg savner lyden af en trommeslager der spiller alt for højt, en pige der skrigende løber over gården, lyden af stemmer hvor end man går hen.

Jeg er hjemme, men en del af mig sidder stadig på bænken i gården med et æble i hånden, og kigger på de grå mursten. Humble er der stadig, Humble vil altid være mit hjem.

Musikefterskolen i Humble 2011-2012

 Someday your prince charming will come. Most just took a wrong turn, got lost, and are too stubborn to ask for directions.

En gang Humble, altid Humble

Et lille indlæg sidste uge, et større indlæg nu.

Det er svært at indse, men nu er den sidste tid kommet, og den sidste tid på Humble er gået på hæld. Det er sgu ikke helt nemt at finde de rigtige ord for følelsen sidder dybt inde i maven. Bare i dag læste jeg et indlæg Lærke havde skrevet om afslutningen, og mine øjne fyldtes med vand. Jeg troede ellers ikke jeg kunne mærke det så dybt endnu.

I virkligheden er jeg en lille ripoff, men hvad skal man gøre når man har meget talentfulde venner?

Jeg har tænkt meget over hvordan det skal gå mig, når vi stopper. Jeg skal for første gang bo i Odense, sådan rigtigt. Jeg starter på gymnasiet. Mine forældre kommer meget tæt på igen...

Jeg tror i virkeligheden at jeg er klar til det. Klar til at vise hvad jeg kan uden for efterskolens trygge rammer. Jeg er klar til at møde nye mennesker og få en hverdag op og stå. Jeg er klar.

Alligevel gør det så fandens ondt.

Jeg har et kæmpe stor stykke lærertyggegummi i min mave. Det klistrer sig til min mavesæk og presser på min hals. Det kører rundt og op og ned og holder mig fast. Det er ligesom når man har læst et virkelig godt kapitel i en bog, eller set et virkelig godt afsnit af en serie. Man vil virkelig gerne videre for at se hvad der sker, men en lille smule af ens bevidsthed bliver hængene og dvæler ved tanken om at blive for altid.

Metaforer er gode når svære ting skal beskrives. 

Lærke der dømmende stirrer på Lasse, når han laver sine åndsvage stunts, Klara der skriger alt for højt, Kathrine der flygter fra Peter, Spartaeventyr med Frederik, bordfodbold med Lærke og Morten, Axel, René og Pfeffer der sidder på Axels værelse og spiller LOL. Det er de små ting. 

(Lærke skal aldrig læse det her, da hun har skrevet noget der ligner - bare lidt bedre... ups. http://marieheden.blogspot.dk/)

Gammel, men god

Enden nærmer sig med hastige skridt

Nu er der ikke lang tid tilbage. På den ene side er det rart, men på den anden side er det ganske forfærdeligt. Væk fra drama, dårlig mad, (forhåbentlig) identitetskriser, væk fra gode venner, fantastiske lærere, god stemning. Jeg kommer til at græde så meget når det hele ender. Allerede nu begynder der at danne sig en tom følelse i min mave. Ej hvor bliver det hårdt!

.

What to do when the weekend arrives
Everything stops in our lives
The bed is comfy and my thoughts are slow
My energy level is so low

My TV is on and very loud
Something about a cheering crowd
I'm half asleep, half awake
My head is too quiet, ready to break

This is a weekend like those in the past
The time is going by so fast
But yet something is new
All my thoughts revolve around you

øv

Øv, øv, øv, øv, øv, øv, øv, øv, øv! ØV!

Det er lidt øv!

Du er lidt øv!

Hvorfor kan jeg ikke bare indse at du er lidt øv?

Hvorfor synes du jeg er øv?

ØV!

Blah!

Hvorfor er nogle mennesker så svære at finde ud af? Det ene minut - og jeg siger 'minut' uden overdrivelse - er de glade og kærlige, og det andet minut er de kolde og umulige. Og for at gøre det hele værre, så tror jeg ikke det er noget der bliver bedre når man bliver ældre. Jeg er rimelig sikker på at der er nogle mennesker der bare har det.
Jo selvfølgelig kan man have humørsvingninger, men er det her ikke at overdrive lidt? Det er noget jeg ville have ud længe og nu fandt jeg tid... så det!

Sød musik!

I morgen drager jeg ud på en farefuld færd, mod det skumle København. Der har jeg til opgave at deltage i en stor musisk begivenhed, sammen med mine kære fæller. Til begivenheden vil en rødtop berige vores ører med bløde toner og kærligt guitarspil. Ih hvor det behager mig!

Oversat: JEG SKAL TIL ED SHEERAN KONCERT I MORGEN! ;) 

Valentines Day!

Fordi jeg er mester i at lave ting for sent, vil jeg nu også skrive dette indlæg en dag for sent. Og fordi jeg ikke kan beskrive Valentines Day uden at lyde som en fuld, kynisk kattedame, så vil jeg bare vise jer hvordan jeg tilbragte min valentins dag.

Hvis vi skifter vinen ud med sodavand og chokoladekiks, så passer det dejligt! 

Nørd!

En lille hurtig en før mit internet går!

Hver gang jeg hører den her bliver jeg virkelig glad inden i. Den bringer bare alt mulige minder tilbage :D Min egen lille nørde obsession!

http://www.youtube.com/watch?v=MYIh-OmRGmU

Hæhæhæ...

Jeg vil bare bare gerne sige undskyld for, at denne blog vist er blevet et sted hvor jeg brokker mig over alt muligt. Det er bare rart at kunne lukke en hel masse ligegyldig pladder ud, uden at nogen siger noget til det! :D Men ja, endnu engang undskyld...

YOUR FUTURE IS NOW!!!

Fremtid. Fremtid. Fremtid. Fremtid. Det er lige for tiden, det eneste der bliver snakket om. Det danske system er så rædselslagen for at man bliver en Brian eller Connie, i en trailerpark, uden uddannelse, at de ved hver eneste lejlighed sørger for at vi - de små skoleelever - bliver bombarderet med uddannelsesplaner, OSOopgaver, brobygningsforløb og uddannelsesoplæg. AD!
Okay fair nok. Selvfølgelig skal vi have en uddannelse, den er jeg helt med på, men hvorfor skal 6. klasses elever skrive uddannelsesplan om, hvor de ser dem selv 5 år ude i fremtiden? Og hvorfor skal efterskoleelever i brobygning, når den by de har mulighed for at gøre det i, ikke har noget med dem at gøre?
Måske er det bare mig der er muggen over at jeg, i stedet for at være på min dejlige efterskole, er blevet nødt til at tage hjem så jeg kan besøge div. gymnasier, men jeg bliver altså en smule irriteret. Forhelvede altså! Vi skal jo nok få en eller anden form for fremtid!

     

“I regard the theatre as the greatest of all art forms, the most immediate way in which a human being can share with another the sense of what it is to be a human being.” - Oscar Wilde

Basco!

For et par dage siden fik min efterskole besøg af et folkeband der kalder sig selv Basco. Egentlig havde jeg jeg de samme fordomme om folkemusik som alle andre. Det er fyre i cowboystøvler der danser linedance, men Basco var en helt anden slags.

   Basco består af 4 fyre på henholdsvis to violiner, en mandolin og en harmonika. Deres musik var af sådan en slags, at man efter et nummer ikke kunne lade være med at smile. Deres aller sidste ekstranummer hed Tea in a Garden og efter det sad jeg bare og holdt vejret.

   Deres musik er noget af det gladeste, smukkeste, jeg nogensinde har hørt. Hør det, hør det, hør det!!! Man bliver glad og varm inden i.